Klik venligst
Klik venligstKlik venligstKlik venligst

Afsnit 13

DK1EU2 VIRUS - dødbringende bureaukrati skaber turbolent jul

Tirsdag 22. december 2015 kl. 19:45

Børnesygdomme og influenza ødelægger julen for mange. Det kan de fleste tale med om, men alligevel er det blevet jul med hygge, god mad og gaver. I år er en alvorlig DK1EU2 VIRUS brudt ud, og den både sætter en skamplet på og skaber en turbolent jul for mange. Det dødbringende bureaukrati skjuler sig bag nisseskægget. Som sædvanligt buldrer man nemlig frem henover hovedet på folket, banker humøret i bund og bekæmper den private foretagsomhed og lyst til virketrang. Et effektivt middel til at slå julehyggen i stykker. Kodeordet er boligstøtte.

Tænk sig 325.000 borgere får forkert boligstøtte til nytår, og så end ikke en undskyldning. Bureaukratiet laver jo ikke fejl... Jo, det gør de nisser, og flere end nogensinde før. Hver gang rammer det folket, og der følger aldrig en undskyldning til det folk, der er såvel den reelle ejer af fællesskabet og som betaler det hele - efter først hårdt arbejde med efterfølgende store skatter og afgifter.

Jeg synes virkelig, vi har grund til at ønske hinanden glædelig jul, alt imens vi forsøger at holde det dødbringende bureaukrati DK1EU2 VIRUS på afstand. Vi kan glæde os over, at politikerne er gået på juleferie. Så laver de ikke skade så længe, forstået som flere love og regler, der begrænser friheden og tromler dem, der ikke har meget at stå imod med. Det gælder de mentalt svage og syge, folk ude af stand til at klare sig selv økonomisk, flygtninge - der har hørt om et land med høj velfærd, højt til "loftet" dvs. forståelse og imødekommenhed, og altid plads til én til.

Jeg skammer mig på mange politikeres og bureaukraters vegne. De repræsenterer ikke mig og har i løbet af få år revet vigtige elementer ned i det land, jeg er blevet født i, og som vi overtog fra tidligere årgange og byggede videre på. Det blev i den sidste advent-weekend inden jul, hvor jeg skrev på dette afsnit af mit essay, også for meget for en ung men dreven politiker. Medlem af Europa-Parlamentet Jens Rohde kunne ikke mere kende det parti, han for 30 år siden som kun 15-årig identificerede sig med og derefter repræsenterede både på tinge, lokalt og i udlandet. Han meldte sig ud af Venstre og ind hos de radikale, der i 1905 blev grundlagt af "udbrydere" fra netop Venstre.

Der er ikke alene noget galt i Danmark, men også i EU. Politikere og bureaukrater i titusindvis vil regulere, begrænse og bestemme. Overalt fra støvsugere og fiskeri og landbrug til politi og krig. I Danmark og i EU opbygges stadig flere komplicerede systemer, som borgerne ikke vil. Men det ser politikere og bureaukrater væk fra. De forklarer hinanden, at når folket eksempelvis stemte nej den 3. december, så var det alligevel ikke et nej... Uha, alle fra landets statminister til eleven på rådhuset i den mindste kommune spiller "kloge". Folket stemte nej til mere EU. Nej til mere bureaukrati - også i Danmark.

I den turbolente verden støtter jeg mig, når det bliver lidt for broget, til kunsten og sporten. Dér er der stadig etik og holdninger, som uanset om man er enig eller ej er inspirerende. Og berigende. Fordi både kunst og sport stadig bygger på noget simpelt, der ganske enkelt ikke kan undertrykkes af bureaukrati eller penge. Dér er der stadig ånd og kampånd. Stadig kunstnere, som forgæves forsøger at forklare, hvad det er de laver og tænker. Som udover inspiration giver mig sunde trækninger i smilebåndet. Stadig sportudøvere for hvem "tab og vind med samme sind" og det at deltage og gøre sit bedste er alfa og omega. Jeg kan virkelig mærke, at de og det, de står for, bringer luft og ilt til hjernen.

Udover at være på kollisionkurs med folket præsterer politikere og bureaukrater at splitte. Aldrig siden 2. verdenkrig har konflikterne været så markante. Danmark er delt. Fronterne trukket skarpt op, og det får alvorlige konsekvenser. Hver især hytter sig og sine. En proces hvor især politikerne går foran ved at "rage til sig", men hvor også bureaukraterne har stadig sværere ved at forholde sig pligtfuldt til fællesskabets penge og øvrige værdier. En rutschebane opstået på grund af manglende ånd. Noget man har eller ikke!

Det er forstemmende at opleve et borgerligt styret Danmark, hvor love og regler bliver stadig flere. Hvor man i stedet for at værne om individet, begrænser og bestemmer på diktatorisk vis. Endda nyder magten, fordi man ikke har ånd. Mange politikere og bureaukrater forstår ganske enkelt ikke, hvad det er, de foretager sig. Ser ikke den faretruende rækkevidde af deres handlinger. Øjensynligt observerer de slet ikke protesterne og advarslerne, som kommer fra alle sider af det politiske spektrum. Forstår det gør de under ingen omstændigheder.

Endnu er situationen under kontrol som følge af den danske mentalitet. Men også fra udlandet lyder der stadig oftere kritiske røster. Jeg bryder mig ikke om, at ord som nazisme bliver forbundet med mit land, men jeg forstår det, fordi jeg forstår kritikken. Jeg bryder mig heller ikke om mange af underretningerne om andre EU-landes behandling af flygtninge og mindretal, og jeg føler det direkte forkert, at disse lande er med i "klubben". Specielt når jeg tænker på en årrække, hvor jeg nød gæstfriheden og ånden under græske himmelstrøg, ser jeg hvordan den åndelige fattigdom her til lands vinder frem. Sideløbende med den økonomiske fattigdom.

Jeg forestiller mig, at regnen en dag ikke længere kan forhindre revolutionen. Hvor de ultimative reaktioner får frit løb til skade for os allesammen. Det er ikke kun i andre religioner og anderledes kulturer selvmorderne befinder sig. De er overalt, men reagerer først når der ikke længere er nogen anden udvej. Som en enestående kunstner, jeg havde det privilegium at være en nær ven af. Da han ikke længere så andre løsninger og muligheder for at udtrykke sig, endte han som en levende fakkel - og døde. En happening i fuld offentlighed, men kun husket af få.

Det var for 3½ år siden. Jeg husker det, som jeg husker historien om Betlehem for 2.015 år siden. Jeg vil også huske de alarmerende og nedværdigende meldinger, der i disse dage op til jul florerer. Jeg fornemmer, at en tiltagende del af folket tager afstand og ligeledes vil huske det. Det er nemlig nye tider i politik - og hos det vælgende folk.


© Copyright 2017 senior-avisen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden  

Flere nyheder i denne sektion:

- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 20
- DK1EU2 VIRUS - Nationalsocialismen og bureaukratiet
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 19
- DK1EU2 VIRUS - Indignation nødvendig i kampen mod dødbringende bureaukrati
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 18
- DK1EU2 VIRUS Domstolene som en del af bureaukratiet
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 17
- DK1EU2 VIRUS i alle pseudo demokratiets led
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 16
- DK1EU2 VIRUS - eneste vækst er i dødbringende bureaukrati
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 15
- DK1EU2 VIRUS og smitsom bureaukratisk jamsession
-
Klik venligst
Annoncer

Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld