Klik venligst
Klik venligstKlik venligstKlik venligst

Afsnit 22

DK1EU2 VIRUS - Den ubeherskede klasse

Mandag 23. juli 2018 kl. 15:26

Et par år inde i min studietid på Århus Universitet købte jeg en bog, der var skrevet af professor Jørgen S. Dich. Som så meget andet litteratur i tiden var det en kritisk krabat med titlen "Den herskende klasse". Ganske vist havde jeg et socialliberalt ståsted, men var ægte rebel. Derfor slugte jeg alt, der rørte ved noget centralt, om jeg på forhånd havde fornemmelse af at være enig eller ej. Noget, der handlede om folkets vilkår, det magtløse folk - som jeg siden år efter år er blevet stadig mere indigneret på vegne af. I efteråret 2016 blev bogen genudgivet - 43 år senere, og det hele var kun blevet meget værre.

Ved lanceringen af bogen i 1973 blev Jørgen Dich citeret for, at den herskende klasse var de offentligt ansatte indenfor det sociale område, de videregående uddannelser og sundhedvæsenet. De baserede deres tiltagende magt på en forpligtende social ideologi funderet på bl.a. en humanistisk kultur og folks angst for sygdom og død. Hvorved det lykkedes dem at skabe en ekspansion (i antallet af ansatte) i den offentlige sektor med omkostninger langt højere end den samfundmæssige nytteværdi.

Nu var bogens forfatter økonom omend socialt politisk engageret, hvilket sidste var grundlaget for den kritiske indstilling, der dog må karakteriseres som begrænset i forhold til den aktuelle situation anno 2018. Os, der har oplevet udviklingen hos den af Jørgen Dich karakteriserede herskende klasse på baggrund af især en stadigt hurtigere snurrende lovmølle og som følge heraf mangel på kompetence, kan føje nye kritiske ord/begreber til. Som utilstrækkelig begavelse, begrænset viden og for ringe uddannelse - og dominerende adfærd. Lidet flatterende karakteristik af (manglende) menneskelige egenskaber, men rammende for status i dag. En situation omfattende de alt for mange offentligt ansatte, som jeg vil karakterisere langt stærkere kritisk (end Jørgen Dich) nemlig med betegnelsen "den ubeherskede klasse".

Siden 11. januar 2015, da afsnit 1 af nærværende essay blev publiceret med følgende indledende ord - "DK1EU2 VIRUS handler om det dødbringende og helt overflødige offentlige bureaukrati, der kvæler den private iderigdom og foretagsomhed. Begrænser den personlige frihed, demokratiet og sætter mennesker under pres" - er min bevidsthed og overbevisning om rigtigheden heraf blevet forstærket og underbygget. Igen og igen. Et selvforherligende politisk og bureaukratisk system, hvori aktørerne entydigt kan placeres under betegnelsen den ubeherskede klasse.

Det gælder dem allesammen. Magtens 3-deling er en illusion. Det hele er ét "kompleks imod folket" - ikke en pind bedre end for mange årtier, ja århundreder siden. Hvor godsejere, præster og andre herremænd og lærde huserede og dominerede. Den lovgivende magt - politikerne, har helt mistet proportionsansen, helt mistet overblikket og misforstået deres rolle. Et uhyrligt antal love og andre former for regulering og kontrol vælter udover folket, og politikerne nærmer sig stadig mere rollen som administratorer. I forlængelse heraf tumler og tromler den udøvende magt - regering, ministerier, ansatte bureaukrater o.s.v. videre henover folket. Som hvis det gør oprør får med politistaten at gøre. Idet nemlig politiet er blevet en del af bureaukratiet, føler sig i familie med alle de andre bureaukrater, og det gælder også den såkaldte dømmende magt - domstolene. Ret er noget den ubeherskede klasse har eneret på, som det ser ud i dagens Danmark.

Sideløbende med den problematiske udvikling af dette ustyrlige morads er EU kommet til. Som et akkurat ligeså slemt bedrevidende og dominerende bureaukrati. Udviklingen imod folkets interesser bare fortsætter og fortsætter. Alt imens stadig flere helt normale "dumme" folk erkender problemstillingen, men føler sig afmægtige, tumler og tromler bureaukratiet videre. Fordi der mangler ånd og bevidsthed om at tjene folket. Den herskende klasse som Jørgen Dich beskrev bureaukratiet, er virkelig blevet en ubehersket klasse. Der ikke kan få øje på andet eller andre end sig selv og sine fuldfede interesser. Hvilket smitter, og det er nok så kritisabelt og betænkeligt.

Smitter til organisationer, både offentlige og private, til virksomheder indenfor finans, IT og såkaldt social kommunikation. Foruroligende eksemplificeret af facebook, der føler sig berettiget til at censurere folk. Og af Microsoft, som udvikler (styre)systemer, der reelt tvinges ned over hovedet på købere af computere. Men også ved eksempler som banker, hvor det frie valg ikke længere eksisterer, og forsyningselskaber med truende og usundt vokseværk på områder, de slet ikke burde beskæftige sig med (fx. elektricitet, bredbånd og TV).

Folket er tromlet ned. Gjort til tjenere for den kæmpe hob af ansatte (og såkaldt valgte), som skulle være de egentlige tjenere (af folket). Den enkelte "lille lus" (for sådan føler folk sig i dag) kan intet stille op, når "damptromlen" kommer tumlende. For den enkelte "lille lus" har ikke forudsætninger for at forstå alt det, der ubehersket vrimler frem. Har ganske enkelt heller ikke tidmæssige ressourcer til at følge med. Ingen kan nemlig mere følge med, heller ikke alle dem i den ubeherskede klasse. En selvforstærkende proces er sat igang, en ustoppelig "evighedmaskine" er i selvsving.

Der må komme et ordentligt brag - en dag!


© Copyright 2018 senior-avisen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden  

Flere nyheder i denne sektion:

- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 22
- DK1EU2 VIRUS - Den ubeherskede klasse
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 21
- Der er noget galt i Danmark - og det er DK1EU2 VIRUS
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 20
- DK1EU2 VIRUS - Nationalsocialismen og bureaukratiet
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 19
- DK1EU2 VIRUS - Indignation nødvendig i kampen mod dødbringende bureaukrati
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 18
- DK1EU2 VIRUS - Domstolene som en del af bureaukratiet
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 17
- DK1EU2 VIRUS i alle pseudo demokratiets led
-
Klik venligst
Annoncer

Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld