Klik venligst
Klik venligstKlik venligstKlik venligst

Afsnit 16

DK1EU2 VIRUS - eneste vækst er i dødbringende bureaukrati

Søndag 4. september 2016 kl. 14:54

Jeg blev fanget af en meddelelse om, at sikkerhedstyrelsen (!) havde fået ny direktør. Den kom fra den såkaldte erhverv- og vækstminister, som iøvrigt udspyr den ene "ide" og meddelelse efter den anden. Fra et ministerium, som skaber betydelig vækst i det dødbringende bureaukrati. Hvilket lige nøjagtig også er det, der sker i den sikkerhedstyrelse, som jeg fik øje på med udnævnelsen af den nye direktør. En styrelse skabt i 2004 og med usandsynlig voldsomt vokseværk lige siden. Selv forklarer man, at styrelsen "tænker sikkerhed ind i alt fra sutter til kraftværker". Ja, man kan faktisk tilføje, styrelsen blander sig i alt. Fra legetøj og fyrværkeri til lattergas og vand, gas og kloak. Styrelsens fantasi er endeløs, og ministeren "skriver under" på det hele.

Et eksempel er www.legetøjsregler.dk - website om regler vedrørende fremstilling, import og distribution af legetøj i Danmark. Nærmest stolt fortæller man, at hjemmesiden er skabt i samarbejde med miljøstyrelsen. Man står også bag www.e-cigaretregler.dk og sådan vokser og vokser bureaukratiet. Det bliver sværere og sværere at drive virksomhed i Danmark. Hvor det eneste i vækst er bureaukratiet.

Millionerne triller også ud af kassen, dvs. af skatteydernes lommer med et andet "initiativ" fra samme minister og hans svulmende administration. 24 millioner kr. er afsat til "en ny målrettet erhvervindsats, der skal skabe selvbåren vækst i op til 3 udvalgte områder i de danske landdistrikter". Ordene er mange, store og flotte - men de faktiske resultater, dem tror jeg vi kommer til at kigge langt efter. Bureaukratiet har ikke bevist sit talent til at drive noget som helst med succes. Jeg nævner blot Skat og DSB som eksempler.

Læg mærke til den besynderlige form for vækst-tankegang hos ministeren og hans mange ansatte. Vækst er jo ikke det samme som svulmende bureaukrati, ny love og regler, der snarere kvæler den private iderigdom og foretagsomhed. Et yderligere eksempel er nedsættelsen af et udvalg, der skal studere reglerne for ejerlejligheder og komme med forslag til en ny lov på området. Det bliver det med sikkerhed ikke mere simpelt af. Tværtimod.

En anden melding af samme skuffe fra erhverv- og vækstministeren og hans folk angår 16 millioner kr. fra EU som medfinansiering til "bæredygtige løsninger, der skal skabe grønnere byer og vækst gennem nye teknologier". Der uddybes med flere formuleringer fra den samme "fine ordbog" om Vejle, Kolding og Slagelse kommuner, som "har udarbejdet helhedorienterede strategier, der udstikker retning og rammer for den fremtidige byudvikling. EU-midlerne går til konkrete dele af kommunernes strategier". Borgerne mærker næppe anden vækst, end at pengene fosser ud af de bundløse kasser, som det samlede bureaukrati til stadighed har fingrene nede i, om det er DK eller EU.

Jeg indledte det allerførste afsnit af dette essay med at erklære, at DK1EU2 VIRUS handler om det dødbringende og helt overflødige offentlige bureaukrati, der kvæler den private iderigdom og foretagsomhed. Begrænser den personlige frihed, demokratiet og sætter mennesker under pres. Jeg finder mig ikke forpligtet til at følge videnskabelige principper eller dokumentere udsagn og påstande. DK1EU2 VIRUS handler om begivenheder, oplevelser og opfattelser registreret på min nethinde. Grundlaget for det skrevne er anarkistisk suppleret af pacifistisk og demokratisk tankegang.

Alligevel har jeg i dette afsnit kastet mig over dokumentarisk materiale, der spys ud fra erhverv- og vækstministerens gemakker. Fordi det meget præcis dokumenterer, hvilken dødbringende "aktivitet" bureaukratiet uafbrydeligt lægger for dagen. Noget som massevis af foretagsomme mennesker føler kvælning fornemmelser ved, og som dagligt koster virksomheder dele af eller hele livet og dermed jobs. En følelse jeg forstår - og når jeg selv oplever den søger til nogle strofer, som blev folkeeje efter filmen "Vagabonderne på Bakkegården" i 1958 fremført af skuespilleren Poul Reichhardt. Bl.a. lyder det:

Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer,
Forstår du alle hjerter, der banker her og der,
Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær,
Så har du fundet ud af noget, som er meget værd.
En rødkælk en guldsmed en bly forglemmigej,
Et grantræ en vipstjert de elsker nemlig dig,
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer,
Så har du fundet ind til det, som gør livet allermest værd.


Befriende tekst, der kan henføre mig til naturen og kulturen - ja, til den ånd og glæde, der får ting til at fungere. Giver inspiration og vækst. Fornemmelse af frihed. Så er jeg ladet op igen og kan tage fat på en ny runde af kampen mod det dødbringende bureaukrati. For en stund ikke med erhverv- og vækstministeren i fokus, men nogle af de hundredvis af andre - ministerier, institutioner, styrelser, kommuner o.s.v. med samme ubegribelige ærinde.

Friluftrådet eksempelvis, som fortæller os om markeringen af sikkerhed på strande og i lystbådehavne, om toiletter, skraldespande og affaldsortering... og forbrugerombudmanden (som er en kvinde) om fælles nordiske drøftelser af "problemet skjult reklame", som bureaukraterne åbenbart mener både at vide mere om og have videre forstand på end alle andre. End professionelle og folket. Du milde kineser, der er ingen grænser for den grufulde vækst i bureaukratiets indblanding.

Efter en kort pause er erhverv- og vækstministeren igen i aktion. Med den store åbenbaring om, at "dansk digitalisering skal helt op i gear". Hvorfor man har begået en "Redegørelse om Danmarks digitale vækst", hvori man tillader sig at postulere, at "virksomhederne er bagud på anvendelsen inden for nyere digitale vækstområder - som dataanalyse og fænomenet Internet of Things - og relativt få har en it-sikkerhedpolitik". Jamen, uha. Det vil så bureaukratiet lære iderige og foretagsomme private. Det forekommer ikke troværdigt, når bureaukratiet selv end ikke kan finde ud af at kommunikere digitalt til borgerne i det forlængst indførte digitale Danmark. Tilfældene heraf er mange lige fra kommuner til domstole, men dem vil jeg ikke trætte med at remse op.

Derimod vil jeg nævne et nyt håbløst tilfælde på bureaukratiets vækst. Det såkaldte erhverv- og vækstministerium har proklameret nedsættelse af "Produktionpanel 4.0" med det formål at "øge den digitale og teknologiske omstilling i danske produktionvirksomheder - særligt de små og mellemstore". Panelet "skal løfte produktion-Danmark ind i den 4. industrielle revolution", lyder det fra ministeren og hans folk, og vupti i april 2017 vil anbefalingerne foreligge.

Jeg fornemmer allerede kvælning igen. Til trods for at de nævnte eksempler kun er en miskroskopisk del af toppen af det bureaukratiske bjerg. Derfor vil jeg blot nævne nogle yderligere tilfælde af den bureaukratiske vækst: Ny hestelov, oplysning fra arbejdtilsynet om, at hver 5. arbejdulykke skyldes snublen og anvisning på, hvordan man undgår rod på gulvet og spildt kaffe, og "Nævnenes Hus" der bliver en selvstændig styrelse. Desværre kunne jeg fortsætte i nærmest uendelighed, hvilket illustrerer den ene side af problemet med dødbringende bureaukrati - mængden. Den anden side er bureaukratiets opfattelse af sig selv som en gave til folket, og hvis folket ikke bryder sig om gaven, ja så kan man dunke hver og en, der modsætter sig, i hovedet med legitimitet. Dvs. det opbyggede politisk-bureaukratiske systems regler legitimerer stort set alle ideer og beslutninger. Folket har ikke én chance for at sige fra.

At jeg og vel det store flertal (uden at opponere) føler det bureaukratiske åg, ufriheden og utilpasheden, er imidlertid ikke kun et dansk og EU fænomen. Kvælningen foregår over hele verden, hvor bureaukratiet bare gør, som det vil. Illustreret af en formulering fra den amerikanske journalist Thomas L. Friedmann, bragt i en klumme og siden citeret i bogen "Klimaets tidsalder" (på dansk i 2009). Han skrev om "Et sted, hvor fugle ikke flyver, er et sted, hvor mennesker ikke omgås, nye ideer ikke fødes, venskaber ikke dannes, stereotyper ikke nedbrydes, hvor man ikke samarbejder, hvor tillid ikke opbygges og frihed ikke trives".

Friedmanns bog på 450 sider handler om behovet for at ændre tilstanden. Som dette essay handler om kampen mod dødbringende bureaukrati i Danmark og EU - om at ændre tilstanden.


© Copyright 2017 senior-avisen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden  

Flere nyheder i denne sektion:

- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 20
- DK1EU2 VIRUS - Nationalsocialismen og bureaukratiet
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 19
- DK1EU2 VIRUS - Indignation nødvendig i kampen mod dødbringende bureaukrati
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 18
- DK1EU2 VIRUS Domstolene som en del af bureaukratiet
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 17
- DK1EU2 VIRUS i alle pseudo demokratiets led
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 16
- DK1EU2 VIRUS - eneste vækst er i dødbringende bureaukrati
- DK1EU2 VIRUS - Et anderledes essay om dødbringende bureaukrati - Afsnit 15
- DK1EU2 VIRUS og smitsom bureaukratisk jamsession
-
Klik venligst
Annoncer

Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld